Forrige dag | Oversigt |
Efter en dejlig fredelig nat var vi klar til at få et frisk morgenbad og mad. Buffet’en var kæmpestor og der var alt, hvad hjertet kunne begære - bortset lige fra thailandsk morgensuppe :)
De kan servere nok så mange spændende ting. Jeg er desværre lidt for konservativ med morgenmaden. Kan jeg få lidt æg, ost, brød og en kop kaffe, så forlanger jeg ikke meget mere. Marie har mere mod på tilværelsen, så da jeg var færdig med min tallerkenfuld, var hun kun halvvejs.
Ved siden af os satte en kinesisk dame sig alene ved et bord. Marie konstaterede, at hun aldrig havde set nogen spise så dårligt. Hun ryddede godt nok nogenlunde op efter sig, men bordet var et værre svineri af krummer. Hun har nok haft megatravlt, tænkte vi. Men nej - hun vendte tilbage med en ny portion og satte sig ved et andet bord. Ja, sådan kan man også gøre det, men det var forhåbentlig ikke udtryk for, hvordan kineserne spiser deres morgenmad…
Vi skulle først med et fly fra Oslo kl. 19:10, så reelt havde vi hele dagen til fri afbenyttelse i Oslo. Vi tjekkede ud fra værelset og fik vores bagage pakket ind i et bagagerum ved receptionen. Så gik vi en tur i området. Vores tjener fra i går havde anbefalet en tur ned til havnen og hen over nogle ponton broer. Dem fandt vi og gik en tur rundt mellem det meget nybyggede havneområde. Det var med garanti ikke Oslos billigste lejligheder, vi fandt her. Der var også nogle spændende bygninger iblandt. Vi gik f.eks. forbi Munch museet. Det er ham, der malede Skriget, som blev stjålet for nogle år siden. Det blev vist også fundet igen.
Kender du det maleri, så forstår du hvad jeg mener, når jeg siger, at netop det maleri er et godt tegn på, hvordan lederne i verdens store lande (Rusland, Kina og USA) opfører sig i denne tid. Den ene er mere sindssyg end den anden og man får lyst til at skrige af dem, som Munch haf malet.
Flere steder undervejs var der meget glat og vores spikes lå selvfølgelig i de store rygsække, så vi måtte fare med lempe. Det kostede kræfter og efter en god time, var det tid for et toiletbesøg.
Restaurant Preik lå tættest på og selv om stedet virkede lidt slidt ud udefra, var der meget hyggeligt. Vi kunne sidde ved et vindue og nyde freden over en kop kaffe/the og en ølpølse.
Det var et populært mødested for unge mennesker, for da vi begyndte at iføre os alt vores kluns, myldrede det ind med gæster.
Vi satte kursen efter den streetfood, som vi ikke nåede frem til i aftes. Det viste sig at være et klassisk streetfood med alle de gængse retter som thai, afrikansk, indisk, mexicansk osv. Jeg valgte en nudelret hos et spisested, der ikke kaldte sig thai. Han mestrede sine 2 wokker til perfektion. Masser af flammer og kul på gasblusset. Sådan skal en god nudelret laves!
Marie prøvede thai forårsruller og afrikanske bananer. De første smagte perfekt men bananerne var ikke særlig søde - mere salte. Og så blev de serveret med tomatsovs til. Det var heller ikke lige Maries hofret.
Eftermiddagen var stadig ung men vi gad ikke rigtig gå rundt i det kolde vejr, så vi hentede vores bagage på hotellet og fandt en direkte vej ned til banegården.
Vores norske veninde fra sejlturen havde anbefalet os at tage et ordinært tog til lufthavnen. Det kostede det halve af, hvad flytoget kostede - men de stoppede samme sted. Eneste forskal var, at flytoget kørte direkte til lufthavnen uden stop.
Så vi steg på toget mod Eldsvell (hed det vist) og efter kun et mellemstop var vi i lufthavnen. 99 % af de andre passagerer havde åbenbart fået det samme tip, for de skulle alle af.
Så vi var i lufthavnen med 4 timer til afgang. Dejligt. Så kunne tingene foregå i ro og fred. Vi kunne ikke se, hvad gate vores fly ville gå fra, så vi satte os ved gate A2 - tilfældigvis samme gate, som vi skulle med fra på vejen opad til Kirkenes.
Danmark spillede håndbold finale i VM i Oslo, som vi var ved at forlade. Kampen var midt i anden halvleg, da vi var klar til afgang. Heldigvis var der wifi ombord og vi kunne glæde os over dansk sejr lige efter vi var lettet - ca. 20 min. forsinket.
Er Hurtigruten et besøg værd? Hvis du er til 5-6 dage i roligt tempo. God mad og tid til at nyde naturen langs kysten. Så det absolut anbefalelsesværdigt. Jeg synes, at det at tage turen den ene vej, er fint nok. Det ville efter min mening blive for lang en tur, hvis jeg skulle sejle begge veje, dvs. Bergen - Kirkenes og retur.
Vi valgte at begrænse udflugterne fra båden. Der tilbydes daglige udflugter til en pris på ca. 500 - 1500 Nkr. For os var selve oplevelsen på færgen nok. Til gengæld brugte vi penge på øl og vin ombord - ja sågar en lille akvavitsmagning. Vi købte ikke meget, men havde vi lyst til en øl eller et glas vin, så købte vi det uden at tænke på prisen.
Det ER dyrt at spise og drikke i Norge. Selv efter at kursen omregnes, så er det dyrt. Men sådan ville vi have det denne gang. Næste gang vi besøger Norge, er det måske i autocamper. Så er vi lidt mere moderate i vores indkøb af f.eks. drikkevarer.
Hurtigruten kan klart anbefales. Vi var heldige med vejret, så det gyngede ikke ret meget - selv om vi stadig følte, at vi sejlede et par dage efter vi havde forladt båden.
Vi skulle måske have brugt et par dage i Bergen. Det må blive en anden gang. Jeg tror, at byen har meget at byde på. Så var der togturen mellem Bergen og Oslo. Ja, når man går ind og kigger på top attraktionerne, man skal se i Oslo, så ligger netop den togtur som nr. 6. Og det er der en god grund til. Det ER en flot tur. Men når man har set Norge fra Hurtigruten, så ER man altså svær at imponere. Jeg vil sige, at togturen sagtens kan anbefales., selv om det er en lang tur.
Oslo… Vi nåede ikke at kradse i lakken. Byen har helt sikkert meget at byde på - men jeg tror ikke, at vi er så meget til storbyer. Vi vil hellere ud og se på naturen og de lidt mindre oplevelser. Det bliver så hektisk i en storby. På den anden side kan det jo være sådan noget der gør, at man kan finde fred og ro ved at sidde med en kop kaffe eller et glas vin på en cafe. Så Oslo - we might be back.
Vi har brugt mange penge på denne rejse, men vi har sandelig også fået en fantastisk tur ud af det. Tusind tak Marie for en dejlig tur!
Forrige dag | Oversigt |